Søg

Print side

Kan du se dine egne dårlige vaner?

Der var dårlige vaner på menuen krydret med visdomsord om at leve i nuet og håndtere de konstante forandringer, som livet både i og udenfor Coop byder på, da Torben Wiese holdt foredrag for Coops medlemsvalgte.

Tekst: Kristine Kornum. Foto: Jeppe Carlsen

Der er noget, der er anderledes. De 57 deltagere kan godt mærke det, men der er ikke nogen, der siger noget. De finder selv en løsning. Det, der er anderledes, er, at der ikke er dækket op til middag i den fine foredragssal på Hotel Prindsen i Roskilde. Buffeten står midt i lokalet og de fremmødte må selv finde ud af at håndtere mad og drikkevarer. Det kan de også sagtens. Men hjernen skal lige vænne sig til, at det ikke er, som det plejer.

”Vi er vanemennesker. Når vi står op om morgenen, sætter vi os ind i et vanecockpit med masse knapper, hvor der står ting som ’mere af det samme’, ’i dag skulle gerne være som i går’ og ’autopilot’,” fortæller aftenens foredragsholder Torben Wiese. Han ved, hvad han taler om. Han er forfatter til bøgerne ’Bryd vanen og nå dine mål’ og ’Bøj fisken mens den er frisk’ og har arbejdet med sit vanebryder-koncept for mere end 2.000 virksomheder.

Noget af det første Torben Wiese spørger publikum om er, om de har et mål om at være glade.

”Jeg har besluttet, at jeg vil være gladere, når jeg går i seng, når jeg vågner op om morgenen. Det betyder, at jeg i løbet af en dag må spørge mig selv, hvad der skal til, hvis jeg skal være glad om aftenen. Og det betyder, at jeg bliver nødt til at fokusere på mit mål for at nå det,” siger Torben Wiese.

MØD EN DELTAGER: ”Følelser og tanker er også vaner” 

Aftenens foredrag handler netop om, hvordan man kan bruge sine vaner til at nå sine mål. Et af de områder, hvor vanerne oftest bliver udfordret, er ved forandringer. Fordringerne er, ifølge Torben Wiese, det eneste sikre i livet. Udøver døden selvfølgelig.

”Det vælter ind over os med forandringer, det kan være i Coop-regi eller i jeres privatliv. Men hvad tænker I, når der sker forandringer? Bliver I glade, eller håber I bare på, at det snart går over? Hvis jeres organisation skal slå de andre, så skal I ikke bare være forandringsparate. I skal være forandringsførende.”

Torben Wiese lægger ikke fingrene imellem. Hvis ikke Coop eksisterer om ti år, så er det menneskernes skyld. Både ansatte og frivillige. Det er nemlig ikke de store, der spiser de små. Det er de hurtige, der spiser de langsomme. Når man føler sig tryk, så bliver man langsom. Og det sker i rigtig mange organisationer.

Hvilken vane er sværest at ændre?
En af de dårligste vaner, mange mennesker har, er at leve for meget i fortiden eller fremtiden. Når man går rundt og ærgrer sig, er ens sind i fortiden. Ligesom man kan gå rundt hele tiden og skubbe glæder 30 meter foran sig og glæde sig til ting, der måske aldrig sker.

”Er der noget af jer, der har prøvet at være til stede i nuet?” spørger Torben Wiese ud i salen og får et par sporadiske ja’er tilbage. 

”Børn er rigtig gode til at være til stede i nuet, men når vi bliver voksne med masser af fortid, så begynder det at knibe. Alle andre, dine børn, partner, selv kunderne, kan mærke om, du er til stede i nuet, men det kan du ikke altid selv.”  

MØD EN DELTAGER: ”Hvis ikke man sætter sig et mål, så kan man ikke score” 

En ting er at skabe en god vane omkring at være til stede i nuet, noget andet er selv at kunne se ens dårlige vaner og rent faktisk ændre dem.

”Hvilken vane er den sværest at ændre for dig og din frivillige kollegaer i din lokale butik? Det er den, du ikke kender. For at bryde dine vaner, skal du være i stand til at se på dig selv udefra og kunne få øje på dine egne vaner.”

En vane som Torben Wiese let kunne få øje på blandt de mange medlemsvalgte deltagere til aftens foredrag var, at alle havde sat sig på den samme plads i salen efter kaffepausen. Den metafor kunne han hurtigt oversætte til, hvordan organisationen fungerer. 

”Organisationer har brug for mennesker, der sætter sig et andet sted efter pausen. Det er en af de største udfordringer i Coop, at I ikke tænker, skal I sætte jer et andet sted.”

Torben Wiese sendte dog ikke deltagerne ud i forsommer-aftenen med den besked. Han sluttede foredraget af med at forsikre deltagerne om, at selv de dårligste vaner kan brydes. Men det kræver, at man øver sig og har et mål.

”Hvor lang tid tager det at bryde en vane? Det er meget forskelligt. Det interessante er, at du kan ændre alt i dit liv. Det starter med, at du ser på dig selv udefra og finder ud af, hvad dit mål skal være.”

Et par gode råd fra Torben Wiese om at bryde vanerne og leve i nuet:

  • Tag nogle gange en pause og spørg dig selv: Hvad er du glad for lige nu? Det spørger jeg mig selv om en gang om dagen. Det holder en i nuet
  • Noget man kan bruge til at udvide nuet er at huske at sige ”pyt”.
  • Uden et mål kan du ikke score. Husk at sætte dig mål.
  • Hvornår skal man ændre en vane? Alle vaner føles jo gode, så man har jo ikke lyst til at ændre på den. Det, der kan hjælpe dig med at afgøre, om det er en god vane eller ej, du har, er at se på, om din vane hjælper dig til at nå dit mål.
  • Store succeser bygger på små succeser. Så start med små succeser, som er nemmere at opnå.
  • Tid er den eneste ressource, man ikke kan få mere af. Det mest kostbare vi har er tid, derfor skal vi fokusere på at være tilstede i nuet og bruge nuet værdigt.