Søg

Print side

Restaurant GoCook gav genlyd i butikken

Tre dage i træk var butiksråd og uddeler fra SuperBrugsen Hirtshals på den lokale skole sammen med skolebørn, deres forældre og Anne Ravn. Butiksrådet lavede mad med børnene, Anne Ravn holdt foredrag og uddeleren bød velkommen til en kernemålgruppe for butikken.

"Det stod ikke i konceptet, at vores uddeler Simon skulle med. Men vi arbejder altid ud fra tanken om, at vores aktivitet skal have direkte relation til butikken. Det er jo et vigtigt signal at sende, at vi ikke bare er en forening. Vi er en forening, der er valgt ind i en butik.” Det er noget af det første Nete Dalsgaard siger, når hun fortæller om butiksrådets store succes med Restaurant GoCook i 2012.

Butiksrådet hører til SuperBrugsen Hirtshals i det nordligste Nordjylland. De arbejder altid ud fra tanken om, at det er uddeleren, der skal være det kendte ansigt i byen.

”Selvfølgelig gør vi tingene sammen, men siden der kom en brugs i byen tilbage i 1902, har uddeleren været et kendt ansigt i byen, og det skal han fortsætte med at være,” siger Nete Dalsgaard, der er formand for butiksrådet.

Begejstrede børn og en glad uddeler
Det var til et distriktsmøde, butiksrådet fik øjnene op for Anne Ravn og hendes begejstrede tilgang til sundhed. Så da aktiviteten Restaurant GoCook dukkede op, var de medlemsvalgte i Hirtshals ikke i tvivl om, at de skulle være med.

Skolens betingelse for at være med var, at alle tre 6.klasser skulle være med. Selvom det betød tre dages arbejde oveni weekendens arrangerede motionsløb, så var butiksråd og uddeler klar.

Ligesom alle andre steder i landet, hvor Restaurant GoCook har været på besøg, var aktiviteten en stor succes både for børn og voksne.

Tre gode råd til aktiviteten Restaurant GoCook fra Nete og Simon:

  1. Sørg for at det er hele butiksrådet, der er med til at lave aktiviteten - ikke kun formanden. Det er både godt for samarbejdet i butiksrådet, og det giver en ro i arrangementet, at der er så mange voksne.
  2. Vær i god tid, så I kan planlægge tingene ordentlig. I skal både sikre, at butikken har de varer, der skal til, og I skal planlægge med skolen i god tid, så de kan nå at klæde eleverne ordentlig på til dagen.
  3. Husk hvor I kommer fra. Inddrag butikslederen i aktiviteten. Det er butiksrådets opgave at lave kobling mellem aktivitet og butik, det kan man ikke bare kræve, at butikslederen skal gøre.
”Det var nu helt sikkert sliddet værd. Børnene var glade. De synes, det var sjovt, og de gik til tingene som en leg. De var simpelthen bare så stolte og glade, da de skulle servere maden for deres forældre eller bedsteforældre,” fortæller Nete Dalsgaard. Hun bliver bakket op af sin uddeler Simon Rødkjær, der brugte de tre aftener på at byde forældrene velkommen og fortælle, hvorfor SuperBrugsen Hirtshals stod bag Restaurant GoCook.

”Mange forældre tror jo bare, at det er et ganske almindeligt skolearrangement, så det var vigtigt for os at få fortalt, hvorfor vi lavede det her arrangement. Vi ville gerne sige, at det ikke handlede om salg, men var vores bidrag til at skabe sundere børn,” siger Simon Rødkjær. 

”Vi skal jo gøre opmærksom på, at der er en forskel på os og konkurrenterne, og det skal forældrene vide,” følger butiksrådsformanden op.

Større genkendelighed og goodwill i butikken
Det er svært at sige, om Restaurant GoCook har givet direkte bonus ved kassen nede i butikken. Uddeleren mener ikke umiddelbart, at butikken har mærket det på salg. Men til gengæld har han mærket det på antallet af hilsner og 6. klasses-kokke i butikken.

”Jeg har fået en større genkendelighed blandt alle børnene, og jeg tænker, at hvis de har et tilhørsforhold hertil, så vil de måske også lettere komme herned og handle senere i livet. Hvis jeg skal tage min købmandshat på, så kan man sige, at tre aftener i træk sammen med din kernemålgruppe, så får du ikke mere direkte kontakt,” lyder det fra Simon Rødkjær, der flere gange er blevet mødt af et ”tak for et godt arrangement” nede i butikken.

Det kan Nete Dalgaard og resten af butiksrådet godt nikke genkendende til:

”I søndags da vi stod i butikken med en aktivitet, var der igen en, der sagde: ’Det var også sådan et godt arrangement, I holdt dengang’. Og det er alligevel 8 måneder siden, vi holdt det. Folk husker på det, når de ser os. Det er vigtigt for vores lille lokalsamfund, at folk i Hirtshals ved, at vi er med til at gøre en forskel, og det har GoCook været med til at slå fast.”

Vil du prøve kræfter med Restaurant GoCook? Læs mere om aktiviteten