Søg

Print side

Udsolgt på tre timer

Da Kvickly Ry inviterede kunder og medlemmer til Savannah-arrangement i den lokale biograf med både storyteller, smagsprøver og Mandela-film, blev billetterne revet væk.

Tekst: Kristine Kornum

”Det, der gør mig stolt ved at arbejde i den her virksomhed, er, at vi ikke kun har fokus på profit og bundlinje. Vi tager også et ansvar ude i verden og for livet omkring os,” sådan lyder det fra varehuschef Torben Andreassen, mens biografsalen i Ry langsomt blev tømt for mennesker. I hånden har de alle sammen en lille goodiebag med Savannah-varer og på tankerne filmen om Nelson Madelas liv og de historier fra Ghana, som Savannah Storyteller Mette Sørensen åbnede aftenens arrangement med.

”Afrika kan mere, end vi tror. Og når Coop samtidig skaber rammerne for en positiv handel med Afrika, så kan de meget mere. Jeg er Savannah Storyteller, og jeg er blevet udvalgt til at fortælle jer nogle af mine gode historier fra Afrika. Forhåbentlig vil de inspirere jer, så I kan se, hvordan Savannah-chokoladen bliver til, og hvad handel kan gøre for Afrika.” 

Mette Sørensen har taget plads foran den fyldte biografsal. Publikum er blevet forsynet med coleslaw og mørt Savannah-kød fra Namibia, som slagteren står i et hjørne og skærer ud. Roen er ikke længe om at sænke sig, når først Mette åbner for historierne.

”Jeg havde rigtig mange fordomme, inden jeg kom til Afrika. Og jeg mødte ikke det, jeg havde forestillet mig. Det tog et par dag, før jeg kunne se, at Afrika er et uimodståeligt sted,” fortæller Mette, inden hun begynder at vise billeder ude fra de afrikanske farmere, som hun overnattede hos i to dage sammen med de syv andre storytellers.

LÆS OGSÅ: To medlemsvalgte vendt hjem fra Afrika

Mere end et tilfældigt produkt
Alle sanser er med, når Mette fortæller. Hun ved, at en frisk kakaobønne, der ikke er fermenteret og tørret endnu, smager så syrligt, at det er svært at tro på, at det bliver til chokolade. Hun kan også beskrive, hvordan de ghanesiske farmere så ud i hovedet, da de for første gang nogensinde smagte den Savannah chokolade, som de selv producerer hovedingrediensen til. Og hun har hørt, hvordan Ghana brænder for at levere et kvalitetsprodukt og drømmer om i endnu højere grad at komme på lige fod med resten af verden.

”Man kan ikke undgå at blive smittet af stemningen i Afrika og deres drømme om udvikling. Jeg håber, at Savannah fortsat vil udvikle sig, så det kan bidrage til de drømme. En af mine største oplevelser var at mærke, at det her ikke bare er chokolade, der bliver produceret for at blive produceret. Det er produceret af en familie, der brænder for det hver eneste dag,” siger Mette og holder den plade Savannah mintchokolade op, som hun flere gange i løbet af foredraget har henvist til. 

Hendes historie er ved at være slut for denne gang. Hun er allerede booket til flere foredrag af flere butikker. I Ry fortsætter aftenen i Afrikas tegn med filmen ”Mandela – Vejen til frihed”, der handler om Nelson Mandelas kamp for lighed i Sydafrika. Publikum har givet 25 kroner for hele arrangementet, der blev udsolgt på tre timer. Næste gang bliver billetprisen nok sat en smule op.

”Jeg tror, at arrangementet er med til at skabe gladere kunder, som går herfra og har haft en god aften. Det, jeg synes, er allerfedest, er at arrangementet er et medarbejderprojekt. Tænk at det er en af mine medarbejdere, der har stået for alt det her helt selv. Det gør mig stolt som chef for den her Kvickly.” Det bliver aftenens sidste ord fra en varehuschef, der en ganske almindelig onsdag et sted i Danmark tog sine kunder med til Afrika.

Vil du lave en succes-aften som i Ry? Book en Savannah Storyteller her