Mad & klima-ambassadør

Coop sætter Mad & Klima på agendaen

Hvert år udvælger Coop forskellige overordnede temaer og tiltag, som skal være med til at profilere Coop. I 2021 bliver det store fælles tema Mad & Klima.

Ambitionen i 2021 er at hjælpe kunder og medlemmer med at få madglæden til at gå hånd i hånd med en klimavenlig hverdag. Med forskellige tiltag vil vi inspirere vores kunder til – helt naturligt og bid for bid – at vælge mad, der giver mening for både tallerkenen og planeten.


Formål
Coops overordnede formål er fortsat at fremme det gode måltid og udvikle den danske madkultur. Nu tager vi skridtet videre og kobler klimaet på. Det gør vi, fordi klimaet fylder stadig mere hos vores kunder, og fordi en stor del af klimaaftrykket kommer fra vores mad.

Alle de små ting, vi gør i hverdagen for at handle og spise klimavenligt, gør en stor forskel, når vi gør det sammen. Det kan fx være at spise rester dagen efter, få mere grønt på tallerkenen eller sortere affaldet korrekt. Hvert lille skridt tæller og gør en forskel i det store billede.