Sådan etablerer I et medlemsråd
Medlemsrådet vælges på det årlige medlemsmøde, som afholdes i perioden 1. marts til 30. april. Medlemsmødet indkaldes med mindst 14 dages varsel, for eksempel via opslag i butikken.
Alle medlemmer, der har været medlem i mindst tre måneder, kan stille op til medlemsrådet.
De formelle rammer
- Medlemsrådet består af minimum tre medlemmer.
- Medlemmerne vælges for to år ad gangen.
- Medlemsrådet vælger en forperson blandt egne medlemmer.
- Medlemsrådet har ansvar for at holde oplysninger om organisering og medlemmer opdateret i Coop ambas systemer.
Anbefalinger til det lokale arbejde i medlemsrådene
Det er medlemsrådets ansvar at organisere sig på den måde, der giver bedst mening lokalt. Samtidig har Coop amba en række anbefalinger, som kan understøtte et velfungerende og aktivt medlemsråd:
- Et medlemsråd består typisk af 3–7 medlemsvalgte.
- Det lokale medlemsråd mødes som udgangspunkt hver anden måned.
- Medlemsrådet afholder minimum én mærkesagsorienteret aktivitet pr. kvartal.
- Medlemsrådet udpeger en person fra egen midte, som har den løbende kontakt til butikkens ledelse i forbindelse med koordinering af aktiviteter. Denne rolle kan også varetages af forpersonen.
- Medlemsrådet rekrutterer og organiserer lokale medlemmer, der ønsker at bidrage ad hoc til foreningens mærkesager i og omkring butikken.
- Medlemsrådet er som udgangspunkt tilknyttet én lokal butik, men kan også dække flere butikker på tværs af kæder og geografi, hvis det giver mening lokalt.
- Medlemsrådet anvender onlineværktøjet ”Grupper” til interne dokumenter, kommunikation og mødeindkaldelser.
- Alle arrangementer og aktiviteter tager afsæt i Foreningens mærkesager og strategier.
Coop ambas foreningssekretariat stiller værktøjer og materialer til rådighed, som understøtter medlemsrådenes daglige arbejde. Der findes desuden konkrete redskaber og inspiration til, hvordan medlemsrådene kan arbejde med foreningens mærkesager lokalt.