Rollen som landsrådsmedlem i Coop amba
Opdateret 20-10-2026
Som landsrådsmedlem er du en del af Coop ambas øverste medlemsdemokratiske myndighed og er med til at træffe nogle af de vigtigste beslutninger om foreningens retning, ledelse og demokratiske rammer. Du er blandt andet med til at vælge bestyrelsen, fastlægge den overordnede retning for foreningens strategiske arbejde, godkende årsrapporten og tage stilling til ændringer i vedtægterne og indkomne forslag.
Men rollen handler om mere end de formelle beslutninger på landsrådsmødet.
Som landsrådsmedlem bliver du en aktiv del af Coop ambas medlemsdemokrati gennem året. Her holder du dig orienteret, deltager i relevante møder og dialoger, lytter til medlemmer og medlemsvalgte og bringer deres erfaringer og perspektiver med ind i landsrådets arbejde.
Landsrådet skal rumme forskellige perspektiver, lokale erfaringer og holdninger. Du bliver valgt med en regional forankring og har samtidig et ansvar for Coop amba som helhed. Det handler derfor om at bruge forskelligheden til at kvalificere en fælles retning for foreningen.
Rollen giver dig både indflydelse, indsigt og mulighed for aktivt at bidrage til udviklingen af Coop amba og medlemsdemokratiet.
Du bliver en del af et fællesskab, hvor forskellige erfaringer og perspektiver er med til at forme foreningens fælles retning.
I den uddybende rollebeskrivelse kan du læse mere om dit mandat og ansvar, hvordan du kan få indflydelse, hvad der forventes af dig gennem året, og hvilke vilkår der gælder for rollen.
Læs den uddybende rollebeskrivelse HER
Aktive medlemsvalgte skaber et stærkt landsråd
Et stærkt landsråd bygger på aktive medlemsvalgte i butikker og brugsforeninger. Det er de lokale medlemsvalgte, der stemmer på kandidaterne ved det årlige landsrådsvalg og dermed er med til at sammensætte landsrådet.
De lokale erfaringer og perspektiver er samtidig en vigtig del af landsrådets arbejde. Landsrådsmedlemmerne vælges med en regional forankring, men tager ansvar for Coop amba som helhed.
- 29. maj 2027

