Grønt lys til ny kurs for Coop amba

Med en ny strategi og organisationsmodel kan vi skabe en mere moderne og udadvendt forening, hvor vi når ud til langt flere af Coops 2 millioner medlemmer, lyder det fra formand Pernille Skipper efter landsrådsmødet 23. november 2024.

Udgivet 28. november 2024

"Coops styrker er vores lokale forankring, at vores medlemmer er medejere og ansvarligheden – at vi arbejder for en mere bæredygtig hverdag. Her spiller foreningen en unik rolle, og vi skal blive endnu bedre til at fortælle om det særlige ved Coop. Vores medlemmer skal kunne mærke, at de er medejere, og vide, at når de handler i Coops butikker, går pengene tilbage til dem selv."

Det fortæller formand for Coop amba Pernille Skipper i anledning af, at Coop ambas landsråd lørdag 23. november var samlet og stemte for en ny strategisk retning:

"Nu er kursen sat. Vi ved, hvad vi skal, og vi er klar til at trække i arbejdstøjet og arbejde i en fælles retning i tæt samarbejde med Coop Danmark, både centralt og lokalt. Vores hovedfokus vil være at arbejde for, at medlemmerne kan træffe flere bæredygtige valg i hverdagen. De konkrete sager, vi arbejder for, skal være valgt af medlemmerne," siger hun.

 

Inviterer medlemmerne indenfor

Fællesskaberne i og omkring butikkerne har fortsat en nøglerolle i Coop, og dele af de formelle og medlemsdemokratiske rammer fortsætter som i dag – blot ændrer butiksbestyrelser i Coop-ejede butikker navn til 'medlemsråd', og årsmødet vil hedde et 'medlemsmøde'.

Medlemsmødet vil stadig være en central begivenhed for medlemsvalgte og butikken i marts eller april. Der vil komme vejledningsmaterialer fra foreningssekretariatet, som uddyber dette. Indtil da opfordrer formanden til, at lokale medlemsvalgte holder fanen højt og klør på med planlægningen af medlemsmøder allerede nu:

”Forårets medlemsmøder er en god måde åbent at invitere jeres lokale medlemmer tættere på fællesskabet og butikken med mulighed for at engagere sig. Præcis som man plejer. Fra 2025 vil der bare være færre formelle krav til form og afvikling af mødet og jeres lokale valg. Der sker en bevægelse i foreningen, hvor vi bruger mere energi på at engagere flere af de to millioner medlemmer og mindre energi på at understøtte foreningens interne fora og organer. Derfor stiller de nye vedtægter helt overordnet færre krav om møder og formelle processer, og bl.a. vil antallet af medlemmer i landsrådet og foreningens øverste bestyrelse blive tæt på halveret,” siger Pernille Skipper.

 

4 pejlemærker

Landsrådet har vedtaget en ny model for Coop amba, som baner vejen for en billigere, enklere og mere fokuseret organisation. Coop amba arbejder videre med en strategi, hvor foreningen får en stærkere og mere tydelig forbrugerstemme og når ud til flere af Coops medlemmer.

Det er et erklæret mål for foreningen at understøtte, at forretningen bliver lønsom. En styrket, mere udadvendt og synlig forening vil understøtte forretningen og Coop Danmarks butikker, så Danmark også i fremtiden har en medlemsejet dagligvarevirksomhed. En sund forretning er en forudsætning for, at foreningen kan skabe positive forandringer for Coops medlemmer.

"Vi har en fælles vigtig opgave i at skabe en konkurrencedygtig forretning og være mere relevant for vores medlemmer. Med vores nye rammer og strategiske mål står vi et godt sted til at kunne løfte den opgave", siger Pernille Skipper.

Foreningen har disse 4 pejlemærker for de kommende år:

  • Vi skal understøtte en sund forretning
  • Vi skal engagere den brede medlemsskare
  • Vi skal arbejde mere enkelt og fokuseret
  • Vi skal være en stærk samfundsstemme​​