Kandidatpræsentation: Rasmus Kjær Slot
Navn: Rasmus Kjær Slot
Stilling: Konsulent
Alder: 30 (f. 1994)
Tilhørsbutik: Kvickly Allerød / Lillerød Brugsforening
E-mail: rasmus@kjaerslot.dk
Telefon: 28211486
Indstillet af: Tonny Lauridsen, Havdrup Brugsforening
Fordi jeg mener at jeg kan bidrage positivt i brugsbevægelsens videre arbejde.
Andelsbevægelsen, og brugsbevægelsen i særdeleshed, har været med til at forme Danmark som vi kender det i dag. Jeg mener ikke, at vi i Coop er færdige med dette endnu. Og derfor stiller jeg op til Coop ambas bestyrelse.
De sidste år, og nok også de næste, er der et særligt fokus på at forretningen igen skal give overskud. For at understøtte det konkrete arbejde med dagligvaredriften er Jeff Gravenhorst blevet sat i spidsen for Coop Danmark, hvilket er godt. Prioriteringen af i højere grad at indsætte erfarne erhvervsfolk i datterselskabernes bestyrelser er noget jeg støtter op om, og gerne vil tage ansvar for.
Disse beslutninger vil give Coop ambas bestyrelse mere tid til at fokusere på ledelse af Coop-koncernen, herunder banken, Invest, Coop Holding mv. Sideløbende med dette arbejde er der mulighed for at styrke arbejdet med foreningen Coop. I dette arbejde – i koncernen og i foreningen – har jeg særligt en faglig ballast der gør mig i stand til at styrke brugsbevægelsen.
Gennem mit arbejde i finanssektoren og ejendomsbranchen – koblet med mine år i Forretningsudvalget i det unge foreningslivs fællesorganisation, Dansk Ungdoms Fællesråd, føler jeg mig godt klædt på til at tage del i dette arbejde.
Coop er et fællesskab man kan købe ind i – men der er slet ikke nok der er opmærksomme på dét – på forskellen på Coop og Dagrofa. Derfor stiller jeg mig til rådighed – fordi vi kan så meget mere.
Foreningen
Jeg ser gerne at vi bliver endnu tydeligere om at vi i Coop ikke bare er en samling af dagligvarebutikker og købmænd – men at vi er en forening af og for medlemmerne. Samtidig er der et uforløst potentiale ved at få nogen af de kunder vi har sværere ved at tiltrække i butikken med ind i foreningen. På den måde kan vi endnu bedre sikre kundegrundlaget i fremtiden. Endelig skal det være tydeligt for den enkelte frivillige hvilken forskel de gør med deres engagement – på den måde kan vi både sikre engagementet for de nuværende frivillige – men også gøre det nemmere at tiltrække nye, i en tid hvor der er hård konkurrence om de frivillige kræfter.
Hvis jeg bliver valgt til Coop ambas bestyrelse vil jeg arbejde for:
- Mere opmærksomhed om foreningen Coop – også gerne når der ikke er landsrådsvalg eller lige op til årsmøder og generalforsamlinger
- Øget fokus på at involvere medlemmerne – også dem der ikke med det samme har mod på at sidde i en butiks- eller brugsforeningsbestyrelse
- Tydeliggøre den forskel den enkelte frivillige gør, og den indflydelse de får, med deres engagement
Forretningen
Jeg har stor tiltro til den ansvarsdeling der er implementeret mellem bestyrelserne for Coop amba og Coop Danmark. Derudover mener jeg at diversificeringen af Coops forretningsområder har vist sig rigtig fornuftigt – særligt har Coop Bank og Severin givet fine overskud, i en tid hvor dagligvarehandlen ikke har.
Den konkrete udformning af strategi for Coop Danmark skal ske i deres egen bestyrelse. Med det sagt mener jeg som udgangspunkt at der i Coop Danmark bør der være fokus på enten at hæve toplinjen eller på at fastholde toplinjen og hæve avancen. Centralt bør der være fokus på at sænke bidragssatserne.
Ift. Kunderne er det vigtigt at vi i højere grad får kontakt til den yngre målgruppe – særligt de unge kvinder.
Dét kan vi støtte op i foreningen, ved i højere grad at engagere disse.
Jeg har i en årrække arbejdet i ejendoms- og finanssektoren. I ATP Ejendomme A/S var jeg en del af ledelsessekretariatet, og arbejdede med understøttelse af koncernledelsen- og bestyrelsen – blandt andet med investeringspolitik, risikopolitik og IT-politik. Jeg har gennem mit arbejde i ATP gjort mig erfaringer med koncernbestyrelser, og hvad dét kræver at sidde i en sådan, og mener at det klæder mig på til at indgå i Coop ambas bestyrelse.
Gennem mine år i bestyrelsen for Forbrugerrådet TÆNK har jeg gjort mig erfaringer med forbrugersagen – og gennem mine år i Kvickly Allerød også nuanceret de forbrugerpolitiske standpunkter i mødet med dagligdagen.
Jeg har et stort fokus på foreningsdemokratiet, som særligt har udviklet sig i mine år som medlem af Forretningsudvalget i Dansk Ungdoms Fællesråd. Hvis der skal landes kompromisser mellem repræsentanter fra de kirkelige organisationer, spejderne, fagbevægelsen og ungdomspartierne, så kræver det en pragmatisme og et øje for hvad der både samler og skiller os ad. Hvis jegblive valgt, vil jeg tage med min ind i arbejdet.
Jeg har derudover mangeårig erfaring med organisationsdrift. Bl.a. som formand for et mellemstort alment boligselskab og bestyrelsesmedlem i en stor nødhjælpsorganisation.
Jeg er som menneske nysgerrigt anlagt. Det betyder at jeg ofte dykker ned i detaljer, for bedre at kunne forstå helheden – og for at kunne varetage mine opgaver. Jeg har derfor for nyligt bl.a. afsluttet kurser i bestyrelsesarbejde og cybersikkerhed i et bestyrelsesperspektiv, begge på CBS. Kurserne giver mig, oveni i mangeårige bestyrelses- og foreningserfaring, et rigtig godt udgangspunkt for at indgå i arbejdet i Coop amba.
Jeg er opvokset i Vejle, og efterfølgende har uddannelse bragt mig til både Aarhus, Aalborg og København. Efter jeg flyttede til Allerød, ringede jeg til formanden for min lokale Kvickly, Betina, og meldte min interesse for at tage del i arbejdet – og det har jeg brugt utallige timer på siden.
Udover bestyrelsesarbejdet lokalt, har jeg siden 2021 været medlem af Landsrådet, Kontaktperson i Nordsjælland (D3), formand for Landsrådets Vederlagsudvalg og har taget aktiv del i Coops Ungenetværk.
Mit hjerte banker for andelsbevægelsen – og jeg tager derfor også aktiv del i Tænketanken Demokratisk Erhvervs netværk for yngre medlemsvalgte, Sygeforsikringen Danmarks repræsentantskab og meget andet.
Til dagligt arbejder jeg i interesseorganisationen Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier (”DEG”). DEG er både leder- og bestyrelsesforening for handelsskolerne, de tekniske skoler, AMU-skolerne og erhvervsgymnasierne. Her arbejder jeg med at forbedre rammerne for at drive uddannelsesinstitutioner og for at uddanne mere faglært arbejdskraft.
Uddannelsesmæssigt har jeg en bacheloruddannelse i Politik og Administration fra Aalborg Universitet, og kandidatuddannelsen i Statskundskab fra Københavns Universitet.
Privat danner jeg par med Sofie der (heldigvis) også har et stort foreningshjerte.
Jeg har ad flere gange forsøgt mig med løbetræning, men uden nogensinde at nå til det punkt hvor det blev decideret behageligt. Jeg har derfor i stedet kastet mig over squash – hvor jeg med held får pulsen op (næsten) uden at opdage at jeg faktisk løber.