Kandidatpræsentation: Stephan Meyer-Damm
Navn: Stephan Meyer-Damm
Stilling: Lærer
Tilhørsbutik: SuperBrugsen, Sakskøbing Brugsforening
Er du eller har tidligere været valgt til Coop ambas
bestyrelse: Nej
Hvornår blev du valgt første gange til Coop ambas bestyrelse:
Indstillet af:
Kirsten Heimdal (Region Sjælland), Camilla Hochheim (Region Sjælland)
Mit ønske om at indtræde i bestyrelsen for Coop amba udspringer af en dyb forankring i brugsbevægelsens værdier og en mangeårig praktisk erfaring med at omsætte dem til virkelighed lokalt.
Jeg har tidligere været formand i en Coop-ejet butik, Dagli’Brugsen Gedser, og sidder i dag som sekretær i Sakskøbing Brugsforening. Samtidig har jeg siden 2019 været en del af Coops Landsråd og har haft rollen som 2. næstformand i Landsrådets Forretningsudvalg, det tidligere LFU. Det har givet mig et solidt indblik i både den strategiske retning og det medlemsdemokratiske fundament i Coop.
Jeg motiveres af at bygge bro – mellem det lokale og det nationale, mellem erhverv og civilsamfund og mellem de forskellige ejerformer i Coop. For mig er butikkerne ikke blot salgssteder, men lokale samlingspunkter, hvor fællesskab og ansvarlig handel mødes - hele lokalområdets livsnerve.
Jeg ønsker at sikre, at både små og store butikker – uanset ejerforhold – opleves som ligeværdige, synlige og relevante for lokalbefolkningen. Samtidig ser jeg det som en central opgave at være med til at forme det nye Coop amba og sikre, at de strategiske tiltag, der allerede er sat i gang, bliver forankret som et reelt ejerskab hos medlemmerne.
Jeg mener, at Coop amba de næste tre år skal udvikle sig med en klar prioritering af sammenhængskraft, lokal relevans og reelt medlemsengagement.
For det første skal Coop styrke sin lokale forankring. Butikkerne skal ikke kun være indkøbssteder, men tydelige samlingspunkter i lokalsamfundet. Det kræver et tættere og mere aktivt samarbejde med lokale aktører – erhvervsliv, foreninger og borgere – hvor butikkerne fungerer som bindeled.
For det andet er det afgørende, at der skabes en tydeligere sammenhæng på tværs af ejerformer. Forskelle i struktur må ikke opleves som forskelle i værdi. Uanset ejerform skal butikkerne fremstå som en samlet del af Coop – både i identitet, synlighed og betydning for medlemmerne.
Jeg mener samtidig, at Medlemmernes Mærkesag skal løftes fra intention til handling. Den skal ikke alene kommunikeres centralt, men gøres konkret og nærværende i butikkerne. Det er her, medlemmerne skal kunne se og mærke, hvad Coop står for – i praksis og i hverdagen.
En væsentlig del af denne udvikling handler om de frivillige kræfter i medlemsrådene. I dag oplever mange, at deres rolle er uklar og begrænset. Det mener jeg er en fejlprioritering. De frivillige er en afgørende ressource og bør i langt højere grad inddrages som aktive medspillere i butikkernes udvikling.
Det kræver større gennemsigtighed i Coop ambas arbejde og en tydelig kommunikation af retning og beslutninger. Frivillige skal vide, hvad de er en del af – og hvorfor deres indsats er vigtig. Når det lykkes, skabes der engagement og ejerskab, som er helt afgørende for butikkernes overlevelse og lokale opbakning.
Afslutningsvis mener jeg, at Coop amba skal styrke medlemsdemokratiet ved at gøre det mere nærværende og handlingsorienteret. Medlemmerne skal ikke blot informeres, men opleve, at de har reel indflydelse på udviklingen.
Jeg vil bidrage til bestyrelsesarbejdet med et klart fokus på at styrke sammenhængen mellem medlemmerne, personalet, Landsrådet og Coop ambas arbejde.
For mig er det afgørende, at der skabes en tydelig og levende forbindelse mellem de beslutninger, der træffes centralt, og den virkelighed, der leves i butikkerne og blandt medlemmerne. Jeg vil arbejde for, at denne kobling bliver stærkere, mere synlig og mere meningsfuld for alle parter.
Jeg vil samtidig have fokus på, at vi bliver mere konkrete og klare i vores kommunikation omkring, hvad vi faktisk lykkes med. Tiltag og strategier skal ikke kun igangsættes – de skal følges op, synliggøres og kunne mærkes i praksis. Det skaber troværdighed og tillid.
Det er også centralt for mig at fastholde og styrke respekten for Coop ambas demokratiske fundament. Landsrådet er foreningens øverste organ, og det forpligter. Jeg vil arbejde for, at Landsrådet inddrages aktivt og løbende, så medlemmernes stemme ikke blot høres – men får reel betydning i udviklingen.
De frivillige i medlemsrådene er en bærende del af Coop, og deres engagement skal værdsættes og styrkes. Det kræver åbenhed, ligefrem kommunikation og en tydelig rolle, hvor de oplever, at deres indsats gør en forskel.
Endelig vil jeg arbejde for, at Coop amba til enhver tid bakker op om butikkerne – uanset ejerforhold – og sikrer deres mulighed for at tage aktiv del i lokalsamfundet. Butikkerne skal have frihed og opbakning til at engagere sig i både foreningsliv, erhvervsliv og relationen til kunder og medlemmer. Det er her, relevansen skabes, og det er her, Coop står stærkest.
Jeg hedder Stephan – og jeg er først og fremmest et menneske, der engagerer sig dér, hvor fællesskaber skal fungere i praksis.
Til daglig er jeg lærer og fagudvalgsformand. Jeg arbejder med mennesker, relationer og udvikling hver eneste dag – og jeg trives i et miljø, hvor der er tempo, ansvar og mange bolde i luften. Jeg er typen, der ikke bare læser materialet, men nærlæser det, stiller spørgsmål og insisterer på at forstå, hvad der virker – og hvad der ikke gør.
Ved siden af mit arbejde er jeg formand for en større bygarde med medlemmer i alle aldre. Her oplever jeg frivillighed, når den er bedst – og når den er sværest. Det har lært mig, at engagement ikke kan tages for givet. Det skal fortjenes gennem tydelig retning, respekt og ærlig kommunikation.
Mit bestyrelsesarbejde har gennem årene spændt bredt. Jeg har været formand for bestyrelser under FSB i København og været en del af byudviklingen i områder som Brønshøj, Husum og Tingbjerg – i tæt samarbejde med både lokalråd og Københavns Borgerrepræsentation. Det har givet mig erfaring med økonomi, politiske processer og ikke mindst balancen mellem forskellige interesser og mennesker.
I Coop har jeg været formand i Dagli’Brugsen Gedser og er i dag sekretær i Sakskøbing Brugsforening. Samtidig har mit arbejde i Landsrådet givet mig indsigt i den større sammenhæng. For mig er Coop ikke bare en organisation – det er en idé, der skal fungere i virkeligheden.
Jeg har en bred kontaktflade i lokalmiljøet, blandt andet gennem politisk arbejde, og jeg bruger aktivt min undervisning i historie og samfundsfag til at formidle andelstanken. Det er ikke teori for mig – det er noget, der skal leves. Og jeg ser det faktisk ske: Når unge forstår Coop, får de lyst til at være en del af det. Mange af mine elever ender med at søge job i Brugsen. Det siger noget.
Som person er jeg ikke impulsiv. Jeg tænker mig om. Jeg vejer tingene. Og når jeg først går ind i en opgave, så går jeg ind i den med fuldt ansvar. Jeg arbejder analytisk, men altid med fokus på løsninger.
Privat er jeg gift med – uden sammenligning – Danmarks mest tålmodige kvinde, og jeg er far til fire børn. Jeg bor i Sakskøbing og finder min ro på vandet sammen med familien. Her bliver tankerne klare, og retningen skarp.
1. Foreningskompetence: Medlemmer
Viden om/erfaring medejernes/medlemmernes hensigter, interesser, behov og ønskerift. Coop som medlemsejet forening og virksomhed.
2. Foreningskompetence: Foreninger og civilsamfund
Kendskab til foreningskultur, herunder forståelse for vilkår, processer og dynamikker i foreninger. Viden om/erfaring med arbejde med civilsamfundsorganisationer og i frivilligsektoren - både nationaltog lokalt.
3. Foreningskompetence: Demokrati
Viden og/erfaring med hvordanman organiserer og styrer en forening. Viden om organisatoriskeforhold og beslutningsprocesser i foreninger, lokale bestyrelser,vedtægter, generalforsamlinger, landsrådet m.v.. Evne til at opbygge netværk og relationer, påvirke og opnå opbakning fraandre.
4. Koncernkompetence: Strategi og forretningsudvikling
Videnom/erfaring med strategiudvikling. Kan arbejde med strategimetoder/modeller herunder udarbejdelse af visioner og målsætninger samt ledelse og gennemførsel af strategiprocesser i praksis.
5. Koncernkompetence: Compliance
Viden om/erfaring med arbejdemed compliance. Herunder erfaring med GDPR og persondataforhold samt arbejde med og opfølgning på tværgående koncernpolitikker. Kendskab til anbefalinger til god selskabsledelse.
Se listen over alle kompetencer, som kandidaten har taget stilling til.