Aktivitetspuljen 2024
Få støtte til at styrke og udvikle stærke lokale fællesskaber
Aktivitetspuljen støtter aktiviteter og arrangementer, der understøtter foreningens strategiske retning mod at styrke lokale fællesskaber og tydeliggøre overfor Coops medlemmer, at de som medejere har indflydelse på det samlede Coop fællesskab
Har din bestyrelse en idé, som understøtter stærke lokale fællesskaber? Eller er I klar til at tage et initiativ, som gør det tydeligt for Coops medlemmer, at de er en del af et fællesskab og har indflydelse?
Kort om aktivitetspuljen
- Puljen er på 500.000 kroner i 2024
- Alle bestyrelser i butikker og brugsforeninger i Coop kan søge
- Puljen dækker ikke aktiviteter, der allerede er afholdt.
- Aktiviteterne skal være foreningsrettede og understøtte Coop ambas strategi.
- Ingen frister – send en ansøgning, når det passer jer
- Hvis I sender en ansøgning inden den 15. i måneden, får I svar inden for to uger
Find inspiration i aktivitetskataloget her. Vær opmærksom på, at ikke alle aktiviteter i linket nødvendigvis opfylder ansøgningskravene til aktivitetspuljen.
-
Hvem kan ansøge?
Alle butiksbestyrelser og brugsforeninger kan ansøge om at få tilskud fra Aktivitetspuljen.
-
Hvad dækker aktivitetspuljen?
Aktivitetspuljen støtter aktiviteter, der har til formål at understøtte:
- Nye måder at styrke lokale fællesskaber.
- Nye måder at tydeliggøre for medlemmerne, at de er en del af et fællesskab og har indflydelse.
Der vil blive lagt vægt på, at ansøgningerne afspejler og understøtter dette. Eksempler på aktiviteter og projekter, der kan søges midler til:
- Arrangementer, foredrag og workshops, som understøtter stærke lokale fællesskaber gerne gennem lokale partnerskaber, samarbejde med lokale fællesskaber, foreninger, institutioner med mere.
- Aktiviteter, som er nemme, attraktive og relevante at deltage i, og som demonstrerer, at Coops medlemmer er en del af et fællesskab.
Desuden skal ansøgningen opfylde følgende kriterier:
- Aktiviteten skal afholdes i løbet af 2024.
- Til længerevarende, større projekter vil der kunne søges midler igen det følgende år.
Ansøgninger, der finder sted i et samarbejde med lokale partnere, herunder foreninger, institutioner og andre fællesskaber, vil blive prioriteret højest ved ansøgningsrunderne.
Find inspiration i aktivitetskataloget her. Vær opmærksom på, at ikke alle aktiviteter i linket nødvendigvis opfylder ansøgningskravene til aktivitetspuljen.
-
Hvad dækker aktivitetspuljen ikke?
Aktivitetspuljen dækker ikke ordinære udgifter til forplejning og lokaleleje ved generalforsamlinger og årsmøder. Dog er det muligt at søge støtte til aktiviteter, som afholdes i forbindelse med disse møder.
Puljen dækker ikke kommercielle aktiviteter, sponsorgaver, annoncering og leje af udstyr og støtter ikke drift og anlægsprojekter.
-
Hvor meget kan vi få i støtte?
Der er i udgangspunktet ingen øvre eller nedre grænse for aktivitetens samlede omkostninger og dermed beløb, der ansøges om. Dog kan der maksimalt ydes 7.000 kr. i tilskud til honorarer til oplægs- og foredragsholdere.
Ansøgninger kan efter behandling enten godkendes til fuld bevilling, godkendes til delvis bevilling eller afslås. Ansøgere er derfor ikke garanteret at få bevilling på det fulde ansøgte beløb.
Bevillinger fra aktivitetspuljen ligger typisk i størrelsesorden 2.500-15.000 kr.
-
Hvad skal vi selv finansiere?
Det er en forudsætning for en bevilling, at I som ansøgere bidrager med en medfinansiering. Medfinansiering kan være bestyrelsens egne aktivitetsmidler, arbejdskraft, deltagerbetaling eller eksterne midler. Anfør jeres medfinanisering i budgettet (hvis det er jeres egen arbejdskraft, så skriv dette – I behøver ikke sætte beløb på).
-
Skal vi selv lægge ud?
Ja. Brugsforeningen, butikken eller bestyrelsen afholder selv udgifter til arrangementet, hvorefter Coop amba efter modtagelse af udgiftsrapport overfører bevillingen til butikkens konto.
Bestyrelser kan søge om støtte til aktiviteter i indeværende år. Processen forløber sådan:
- Opret en ansøgning senest 15. i måneden via formularen på siden her.
- Herefter modtager du en e-mail med et nummer, som du skal bruge ved fremtidige henvendelser vedrørende din ansøgning.
- Inden for to uger efter ansøgningsfristen modtager du en besked om, hvorvidt ansøgningen er bevilliget midler fra puljen. Bemærk at det bevilligede beløb ikke er indeholdt moms.
- Aktiviteten eller indkøbet afvikles inden for kalenderåret eller det aftalte tidsrum. Brugsforeningen/butikken eller bestyrelsen lægger selv ud for udgifterne til arrangementet.
- Foreningen ønsker at inspirere andre bestyrelser ved at beskrive udvalgte aktiviteter, som i særlig grad vurderes på en god og illustrativ måde at understøtte af Coop ambas strategi. I disse tilfælde vil foreningen kontakte jer inden I afholder jeres aktivitet og aftale nærmere.
- For at få midlerne udbetalt skal I afrapportere via formularen på siden her, hvor I skal vedhæfte:
1) faktura for de indkøb, som bevillingen dækker,
2) et billede eller anden dokumentation for, at aktiviteten er afholdt.
Husk, at der skal beregnes moms, hvilket betyder, at du skal opgive det bevilligede beløb inklusiv moms ved afregning. - Herefter udbetales midlerne fra aktivitetsspuljen til butikken internt via DFH i SAP.
-
Hvem vurderer ansøgningen?
Demokrati og digital udvikling behandler og evaluerer ansøgningerne og uddeler midlerne i samråd med foreningskonsulenter.
-
Hvad vurderes der efter?
Ansøgningen vurderes på baggrund af den fremsendte beskrivelse med bilag, herunder et udspecificeret budget.
Det tilstræbes, at flest mulige ansøgninger, der opfylder kriterierne, får del i puljen.
-
Hvad skal vi gøre ved ændringer eller aflysning?
Der kan opstå situationer, hvor tingene udvikler sig anderledes end forventet. Husk at:
- søge om godkendelse af eventuelle ændringer i aktiviteten hos os.
- meddele os, hvis I må aflyse aktiviteten.