Sammen om en bæredygtig hverdag

Lige siden vi stiftede Danmarks første brugsforening i 1866, har foreningen Coop amba arbejdet for en mere bæredygtig hverdag til gavn for vores medlemmer, for samfundet og kommende generationer. Vi står bag månedsmagasinet Samvirke og Madpyramiden, og vi er stolte over at have introduceret økologi i supermarkederne og kvalitetsmøbler til folket gennem ikoniske FDB Møbler, som vi driver den dag i dag.

Ejet af dig og 2 mio. andre medlemmer
Sammen med andelsselskabet OK a.m.b.a. ejer foreningen Coop amba dagligvarekoncernen Coop Danmark A/S og mange af de cirka 900 Kvickly, SuperBrugsen, Brugsen og 365discount-butikker, du møder landet over.

Når du handler i vores butikker, går pengene tilbage til dig i form af medlemsfordele, bedre varer og arbejdet for at skabe positive forandringer i samfundet. Som medlem er du medejer, og du har mulighed for medbestemmelse.

Du kan være med til at udvikle din egen butik, skabe flere oplevelser i dit lokalsamfund og være en del af en bevægelse for at skabe en mere bæredygtig hverdag for vores medlemmer.

I mere end 150 år har foreningen Coop amba løst danskernes hverdagsproblemer og forandret sig med dem. En andelsforening, som med udgangspunkt i medlemmernes interesser arbejder for en bæredygtig samfundsudvikling og en bedre hverdag for alle.

Lokal forankring, medejerskab og bæredygtighed

Foreningen Coop ambas styrker er vores lokale forankring, at vores medlemmer er medejere og ansvarligheden – at vi arbejder for en mere bæredygtig hverdag.

3 styrker, som er omdrejningspunktet for alt, hvad vi gør.

Lokal forankring
Med Danmarks største net af dagligvarebutikker og langt flest i de helt små lokalsamfund spiller Coop en helt særlige rolle i danskernes hverdag og lokale fællesskaber. Vi er til stede i hele landet, i Grønland og på Færøerne, og det nære fællesskab i og omkring vores butikker har altid været centralt for Coop.

Foreningens lokale aktive laver et væld af aktiviteter og skaber værdi for lokalsamfundene over hele Danmark. Her går vi som mennesker, borgere, forbrugere og medlemmer sammen om handlekraft og sammenhængskraft for at skabe gode liv for os selv og det lokale fællesskab, vi er en del af.

Medejerskab
Medlemmerne er kernen i foreningen Coop amba. Vi er en demokratisk forening og vores virksomhed og historie bygger på andelstanken. Med mere end 2 millioner medlemmer er Coop Danmarks største medlemsdemokratiske virksomhed (målt på antallet af medlemmer).

Det er medejerskabet, medlemmerne og deres mulighed for indflydelse, som gør foreningen Coop amba unik. Vi ønsker at synliggøre og involvere endnu flere medlemmer i det fællesskab, foreningen bygger på. Vi vil som forening være endnu bedre til at fortælle om det særlige ved Coop, og vores medlemmer skal kunne mærke, at de er medejere.

Vi arbejder for, at vores medlemmer får større medbestemmelse og mere at skulle have sagt, og at foreningen får en stærkere og mere tydelig forbrugerstemme på vegne af vores medlemmer.

Bæredygtighed
Vi har altid gået egne veje. I dag hedder det social ansvarlighed og bæredygtighed, men målet er det samme – at forandre måden, vi handler på, til gavn for alle vores medlemmer. For hvis noget ikke giver mening for danske forbrugere, laver vi det om. Det giver mening for os, og det giver mening for fællesskabet. Vi skal handle ordentligt, og vi kan kun gøre det sammen.

Kort sagt: Vi arbejder for, at medlemmerne kan træffe flere bæredygtige valg i hverdagen.

Foreningens strategiske retning

Klik på billedet og se et uddrag med de væsentligste dele af foreningen Coop ambas strategi 2025-2027.


Den strategiske retning for foreningen Coop amba 2025-2027 er vedtaget af Coop ambas landsråd og har 4 pejlemærker:

 

  1. Vi skal understøtte en sund forretning

En sund forretning er en forudsætning for, at vi kan skabe positive forandringer for vores medlemmer og for, at Coop Danmark kan opfylde sit særlige formål som medlemsejet dagligvarehandel. Derfor er det et strategisk mål for foreningen at understøtte, at forretningen bliver lønsom.

Udover medejerskabet af Coop Danmark A/S har foreningen Coop amba datterselskaberne

  • FDB Møbler A/S
  • Kafferisteriet African Coffee Roasters Ltd.
  • Reklamebureauet Republica A/S

  1. Vi skal engagere den brede medlemsskare

Foreningen Coop amba skal bruge mere energi på at engagere flere af vores to millioner medlemmer og mindre energi på at understøtte foreningens interne fora og organer. Det skal være lettere at blive aktiv, lettere at få indflydelse og lettere at bidrage til foreningens virke.

  1. Vi skal være en stærk samfundsstemme

Foreningen har allerede en stærk stemme, og vi er gode til at oplyse, perspektivere og lægge op til refleksioner. Men vi skal bruge vores stemme mere fokuseret på at påvirke de afgørende rammevilkår og mobilisere medlemmer og interessenter bag disse sager i kampagner.

  1. Vi skal arbejde mere enkelt og fokuseret

Foreningen skal holde færre interne møder, have færre valgte i de ledende organer og være billigere i drift. De sager, foreningen arbejder for, skal være klarere prioriteret, være valgt af medlemmerne og bygge på strategien.

Værdi for medlemmerne

Det får du konkret med et medlemskab af foreningen Coop amba:

 

Demokratisk indflydelse på foreningen

Som medlem får du mulighed for at udøve indflydelse på foreningens holdninger og handlinger gennem lokale medlemsråd og direkte afstemninger. Du får mulighed for medbestemmelse og kan engagere dig i foreningens arbejde.

 

Indsigt i butikkerne

Som medlem får du mulighed for at deltage i møder i medlemsrådene og få indsigt i driften og hverdagen i din lokale butik.

 

Gratis eksemplarer af Samvirke

Som medlem får du hver måned et gratis eksemplar af Danmarks mest læste månedsmagasin, Samvirke, og adgang til inspiration og viden om hverdagens løsninger.

 

Bonus

Som medlem får du bonus i Coops butikker og rabatter hos en lang række partnere. Se dine medlemsfordele her.

 

Lokale aktiviteter

Som medlem støtter du en forening, hvor lokale medlemsråd og brugsforeninger danner rammen om alt fra fastelavnsfester til fællesspisning, gåture for ældre medborgere, støtte til idrætsforeninger og samarbejde om lokale indsatser for socialt udsatte og meget mere.

 

Støtte til grønne og innovative iværksættere

Som medlem er du en del af Coop Crowdfundings univers, hvor vi sammen støtter grønne og innovative iværksættere, mens vi selv får noget tilbage.