Familien i fokus
Børnefamilierne har ofte travlt, men samtidig er de meget interesserede i, at deres lokalområde blomstrer og består af stærke, trygge fællesskaber. Her på siden får I inspiration til, hvordan I kan være med til at skabe fællesskaber for børnefamilierne.

Festlige højtider
Brug anledninger som fastelavn, påske, jul og halloween til at holde en fest med byens børnefamilier. Det kan blive virkelig festligt og med mange aktiviteter, hvis det sker i samarbejde med flere af byens foreninger.

Juniorbagedysten
Dekorer honninghjerter, muffins, cookies eller andre kager sammen med børnene i butikken. I kan eksempelvis uddele kagekits i dagene op til, så børnene selv har bagt kagerne hjemmefra.

Blå blink
Inviter politiet eller beredskabstyrelsen på besøg på p-pladsen ved butikken. Både børn og voksne synes, det er spændende at komme helt tæt på de store udrykningskøretøjer.

Skattejagt
Der er mange måder at lave en skattejagt på, det er kun fantasien, der sætter grænser, når I inviterer byens børn til skattejagt mellem butikkens reoler eller i det omkringliggende område.

Kunst i børnehøjde
Inviter børn til at male eller lave graffiti på et hjørne af p-pladsen eller i p-kælderen. Hvis butikken ikke selv ejer ejendommen, skal I lige huske at få lov af ejeren.

Barselsgrupper
Inviter barselsgrupper til informationsmøder om baby-produkter i butikken. Gør det eventuelt i samarbejde med byens sundhedsplejerske.

Børneloppemarked
Vær vært for en hyggelig dag foran butikken, hvor børnene har taget deres legetøj med for at bytte eller sælge.

Legestue i butikken
Lav en legestue, hvor børnene kan tegne, lege og måske få en bolle, mens de venter på forældrene, der kan købe ind i ro og mag.

Børnekor i butikken
Inviter det lokale børnekor, f.eks. kirkens, ungdomsskolens eller musikskolens til at optræde i butikken. Måske vil I kvittere med en rabatkupon til deres forældre?

Luciaoptog
Spørg skolen, kirken eller fritidsklubben, om de vil komme forbi og gå luciaoptog i butikken.

Julekalender - på en ny måde
Efterlys 24 vinduer i byen, der kan fungere som kalenderlåger. Hver dag i december afsløres et nyt julepyntet vindue for byens voksne og børn - gerne med julesang og knas som tilbehør.

Disney sjov og MGP i butikken
Inviter byens børn til pyjamas-party i butikken, hvor de kan hygge og pjatte, mens de ser Disney sjov eller MGP på en stor tv-skærm. Det giver en helt anderledes måde at opleve butikken på.

Bag om butikken
Inviter børnene inden for i de dele af butikken, de ikke ser normalt, når de er med mor eller far på indkøb. Det kan være lageret eller kølerummet bag mejerihylderne.

Julesokken
Børnene afleverer deres julesokker i butikken. I er julenisserne, der fylder sokkerne i løbet af julemåneden. De spændte børn henter dem ved et julearrangement lige inden jul.